Jubilæumsudsalg - Hyppigt Stillede Spørgsmål

Praktisk info

Her kan du læse om nogle af de hyppigt stillede spørgsmål, vi får i forbindelse med vores Jubilæumsudsalg.

Kære kommende brud!

Stort tillykke med dit forestående bryllup. Du glæder dig sikkert til at komme ud og prøve brudekjoler – og derfor bringer vi her et par gode tips og information omkring brudekjoleprøvning.

Vi ønsker dig held og lykke med brudekjoleprøvningen, og glæder os til at se dig.

Info omkring parkering:

Der er flere parkeringsmuligheder i forhold til Banegårdspladsen 4, hvor vores butik ligger. Vi anbefaler, at du betaler for 2,5-3 timers parkering. Vær opmærksom på, at der vil være et par minutters gang til bygningen:

  • Parkeringshuset Trondur, Volmersgade 9, 7100 Vejle, Danmark (her er 2 timers gratis parkering, herefter mod betaling). Trondur ligger ca. 5 minutters gang fra det gamle Vejle Teater. Gå ud på Dæmningen og til venstre hen ad Dæmningen, så kommer det Gamle Vejle Teater i krydset.
  • Foran Lucky’s Sportsbar (indkørsel fra Dæmningen) er der en mindre betalingsparkeringsplads, men med kun 1 minuts gang til det gamle Vejle Teater.
  • Mellem Dæmningen 8-10 (ved den tidligere Panayotis butik) er der en indkørsel, som fører op til en parkeringsplads. Pladsen administreres af Onepark, og koster 10,- i timen. Vi anbefaler, at du booker ca. 2,5-3 timers parkering for at være på den sikre side. Der er ca. 5 minutters gang herfra til Drømmenes Teater.

Tæt ved butikken ligger butikscentret Bryggen, hvor der er 2 timers gratis parkering. Der er indkørsel til Bryggen ad Enghavevej. Når du forlader Bryggen, er der 2 minutters gang forbi Lido Biograferne og Lido Cafeen og 10 minutters gang for at nå til det gamle Vejle Teater.

Ankommer du med tog, ligger Drømmenes Teater på Banegårdspladsen.

Hvad er nedsat, og under hvilke betingelser?

Jubilæumsudsalg og den dertilhørende rabat på 45% gælder kun for brudekjoler, der bliver købt og fuldt betalt under weekendens JUBILÆUMSUDSALG d. 1. – 2. August 2020.

Tilbuddet omfatter smukke designer samples, butiksprøver, modeller brugt til modeshows samt brudekjoler fra 2020 og tidligere kollektioner. Du kan se eksempler på brudekjolerne i vores webshop. Rabatten fratrækkes normalprisen. Der kan være småfejl på enkelte brudekjoler, og rabatten på 45% gives netop pga. dette – derfor vil en udbedring ikke være med i den nedsatte pris.

* BEMÆRK: rabatten gælder IKKE de nye 2021 brudekjoler, samt de 2020 kjoler der fortsætter i 2021 kollektionen. Tilretning af din brudekjole er heller ikke inkluderet i kjolens pris.

Hvor lang tid er der sat af til prøvningen?
Der er sat 1 time og 45 min af til konsultation/prøvning. Det er erfaringsmæssigt passende tid til at komme udvalget igennem, og udvælge sin drøm. I den afsatte tid vil din personlige drømmetyder guide dig igennem vort store udvalg.

Vi gør opmærksom på at der kan forekomme forsinkelser, men uanset så sørger vi for, at alle får den fornødne tid til rådighed, så alle får den bedste oplevelse. Vi håber på jeres forståelse.

Vigtigt når du ankommer til butikken:
Vi beder jer melde jeres ankomst ved disken, og vente her, til brudens personlige drømmetyder modtager jer. Det ligger os meget på sinde, at alle får en god oplevelse, så derfor håber vi på jeres forståelse. Specielt i weekender kan der være travlt, så vi opfordrer til at vise hensyn til brude, der er i gang med prøvningen.

Er der noget, jeg bør medbringe?
Det er en fordel at have en god stropløs BH i neutral eller lys farve samt sko i den højde, du forestiller dig at bære til brylluppet, så du kan få en fornemmelse af, hvordan kjolen kommer til at falde. Det er ikke et krav. Vi har både sko, BH og andet tilbehør, som du kan låne under prøvningen. Det vigtigste er du medbringer dit gode humør, så hjælper vi dig med at finde din drømmekjole.

Hvor mange må jeg have med til prøvningen?
Du må have alle dem med, du har lyst til at have med til din brudekjoleprøvning. Men vælg ”dit dommerpanel” med omhu. Alle har en mening, og den er ikke altid den samme som din – jo flere mennesker, desto flere meninger skal du forholde dig til. Mærk efter og tag de personer med, der kender dig og din smag godt, og som er i stand til at sætte deres egne personlige præferencer i baggrunden og være bevidste om, at formålet med besøget er at finde DIN kjole. Husk også at kjolen er en del af overraskelsen på dagen, så overvej gerne, hvor mange af dine gæster, der skal se drømmekjolen inden brylluppet. Hvis du medbringer mere end 3-4 personer, må du gerne gøre opmærksom på dette, så vi kan finde plads til jer i butikken.

Må jeg have make-up på?
Undlad at have for meget og for tung makeup på når du skal ud og se på brudekjoler. For meget foundation, mascara, læbestift og blush på kinderne vil smitte af og give grimme pletter på kjolerne. Det vil vi gerne undgå. Du vil desuden have en meget bedre mulighed for at finde den rigtige brudekjole ud fra din hudfarve, uden for meget make-up i ansigtet. Hav en let og naturlig make-up på, så I rigtig kan fokusere på kjolen.

Hvad med tilbehøret til kjolen?
Vi har naturligvis også sko, slør, underskørter, lingeri, smykker, hårpynt, diademer, tasker osv. i butikken.

Hvad med tilretning – er det inkluderet i prisen?
Tilretning og omsyning af din brudekjole kan ske hos vores mange samarbejdspartnere rundt i landet – dette er dog ikke inkluderet i kjolens pris. Se vores forskellige samarbejdspartnere på listen her, og forhør dig nærmere om deres priser.

Hvad nu hvis jeg ikke kan beslutte mig inden for den afsatte tid – kan jeg så reservere kjolen og prøve igen senere?
Vi har stor forståelse for, at det kan være svært at tage beslutningen den pågældende dag. Valget af brudekjole er en stor beslutning, som bør være velovervejet. Vi kan desværre ikke tilbyde reservation af kjoler, da det erfaringsmæssigt er umuligt at håndtere og administrere. I stedet udfylder vi et fyldestgørende kundekort, så når du kontakter os, kan vi hurtigt og nemt finde frem til dine data, og hvilke kjoler du har prøvet.

Med målrettet og professionel vejledning fra din personlige drømmetyder, plejer man heller ikke at være i tvivl, når DRØMMEKJOLEN er fundet.

Hvad nu hvis jeg falder for en anden model senere?
Falder du for én af vore andre modeller på et senere tidspunkt, tilbyder vi den ekstraordinære service, at du kan bytte kjole og overføre det indbetalte beløb til en ny kjole for et mindre gebyr på kr. 500,-. Dette gælder også hvis du bliver gravid, taber dig, eller på anden vis ændrer figur. Det er Panayotis’s tilfredshedsgaranti – det vigtigste er, at du er tilfreds med din kjole.
OBS. Gælder KUN så længe din brudekjole opbevares hos Panayotis.

Må jeg tage billeder under prøvningen?
Billeder kan være et godt værktøj, når kjolen skal vælges. Vores bedste råd er dog at pakke telefonerne væk og vær til stede i nuet. Det er ofte når du lige træder ud af prøverummet, at din og dit følges umiddelbare reaktion vil komme, og her er det en skam, hvis de ser dig gennem kameralinsen. Nyd i stedet at være i de smukke kjoler, snak med dit følge om den pågældende kjole og mærk efter, om det er den rette. Herefter kan du bede dit følge om at tage et par billeder af kjolen, inden du skifter til den næste. Der må ikke offentliggøres billeder af Panayotis medarbejdere på sociale medier uden deres forudgående samtykke.

Vi glæder os meget til at byde dig og dine nærmeste velkommen i butikken.

Har du yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os på tlf. 75 82 90 91 eller vejle@panayotis.dk